Sdr. Felding Varmeværk har godt nyt til forbrugerne
Vi har formået at producere varmen billigere i 4. kvartal end forventet i budgettet for 2024, som blev lagt for et år siden.
Forbrugerne blev opkrævet en foreløbig pris på 725 kroner pr. MWh, men skal kun betale 560 kroner pr. MWh for den variable del af forbruget i 2024. Korrektionen sker i årsopgørelsen, som indgår i første acontorate for 2025.
Vi har udnyttet elmarkedets udsving godt og produceret varme billigere end forventet i efteråret. Vores investeringer gennem årene giver os stor fleksibilitet i produktionen.
Sdr. Felding Varmeværk arbejder for at holde priserne lave og stabile. Vi er glade for at kunne give vores forbrugere en nytårsgave i disse usikre tider.
Det er ikke en strategi for fjernvarmeværket at sende penge tilbage til forbrugerne ved årets udgang. Målet er at levere varme så billigt og grønt som muligt. Vi arbejder kontinuerligt på at forberede os til fremtiden og vedligeholde vores nuværende produktionsapparat.
Samtidig kan forbrugerne hos Sdr. Felding Varmeværk også glæde sig over en reduktion af varmeprisen i 2025. Her sænker vi prisen fra 725 kroner pr MWh til 625 kroner pr MWh, altså den variable del af forbruget.
For forbrugere i et standardhus med gennemsnitligt forbrug, vil den samlede pris næste år være omkring 1.800 kroner lavere, svarende til en reduktion på 10%.
Vi sænker næste års pris baseret på erfaringerne fra i år og en lysere udsigt. Vi er derfor mere optimistiske nu end sidste år.